Første slag er slået for det moderne plejehjem Markusgården
Markusgården var et særligt samlingspunkt
Markusgården blev bygget i 1968, af initiativ fra den selvejende institution Markusstiftelsen. Formålet var at bygge en ungdomsgård til børne- og ungdomsarbejde, og dermed danne rammen om sognets aktiviteter for Markuskirken. I mange år har FDF og FPF, drenge- og pigeforbundet, brugt Markusgården som samlingspunkt og har samtidig været Danmarks største søndagsskole.
Markusgården har derfor, på mange måder, virket som et samlingspunkt for datidens mange børn, der boede i området.
Da spejderne rykkede ud, har bygningerne fra tid til anden været brugt til politi- og militærøvelser, men har også været ramme for kunstudstillinger og andre kreative aktiviteter.
Onsdag den 22. januar 2020 markerede vi officielt nedrivningen af den betydningsfulde bygning, der må siges at have tjent sin værnepligt – men nu må gøre plads til fremtidens udvikling og behov.
Men navnet består
Selvom de gamle bygninger snart er fortid, bliver navnet Markusgården ført videre til det nye plejehjem på hjørnegrunden ved Bonnesensgade og Fyensgade i Aalborg.
Plejecentret Markusgården bliver et moderne plejehjem, der er særligt demensegnet. Her bliver 73 plejeboliger i varierende størrelser, der alle får adgang til altaner med udsigt til byens liv og ud mod Østre anlæg.
- Plejehjemmet bliver ikke udelukkende for demente, men boligerne skal være demensegnede, da man regner med, at der vil komme et større behov for det i fremtiden, forklarer vores Projektchef Kenneth Lundholm-Stenkjær.
Boligerne bliver lyse, trygge og velventilerede, og samtidig vil der også komme udeområde med mindre haver og stiforbindelser, som sikres af et grønt hegn.
Byggeriet skal opføres med udgangspunkt i Aalborg Kommunes bæredygtighedsmanual, hvor selve bygningerne tager udgangspunkt i et forslag udarbejdet af Friis & Moltke.
Et stykke af det gamle Markusgården følger med
Efter tale fra Rådmand for ældre- og handicappede i Aalborg Kommune Jørgen Hein og Vivaboligs Direktør Lotte Bang, fik Jørgen Hein æren af at banke det første hul i de gamle bygninger. Her løsnede en mursten sig, som han gav videre til Tina Olsen, der skal lede det nye Markusgården, når det står færdigt.
Murstenen vil blive en del af det nye plejehjem Markusgården, som et minde om det, der var engang.
Det nye plejecenter forventes at stå færdigt i slutningen af 2021.
Tilbage til oversigten