Torsdag den 31. januar 2019 havde DUI Mandebutik officiel åbningsdag, hvor alle var velkommen. DUI har lejet sig ind i Vivaboligs erhvervslokaler på Sjællandsgade 22-26 i Øgade-kvarteret – midt imellem afdeling 1 og 3 i Vivabolig. Til åbningsdagen havde Mandebutikken også besøg af to friske fyre, som skulle hjælpe med åbningen, nemlig vores borgmester Thomas Kastrup Larsen og Frank Høj, der er tidligere professionel cykelrytter.
Støtter både børn i Afrika og det mandlige fællesskab
DUI Mandebutik er en genbrugsbutik, hvor du kan handle værktøj, elektronik, cykler, møbler, maling, søm og skruer – og meget mere. Butikken er drevet af frivillige, hvor overskuddet går til børnehjem for gadebørn i Uganda. Men udover det gode formål at hjælpe børn i Afrika, er målet med butikken også at skabe et fællesskab for mænd – særligt blandt dem, der har forladt arbejdsmarkedet.
Et bæredygtigt projekt
Formanden for DUI Aalborg Helle Christensen bød alle de fremmødte velkommen og præsenterede Thomas Kastrup Larsen, som ville sige et par ord om butikken og projektet. Thomas roste først butikken og formålet med både at støtte børn, der har brug for det, samt at skabe et sted, hvor mænd kan mødes og skabe et fællesskab med hinanden. Thomas lagde også vægt på den forandring, der er sket omkring vores syn på detail og forbrug. Genbrugsbutikker som denne bidrager til et mere bæredygtigt forbrug, når vi tænker på de aktuelle klimaudfordringer, vi har. Borgmesteren sluttede af med et ”God gået og stort tillykke”.
Frank Høj, der også sidder i DUI, trådte herefter op og lykønskede butikken. Som tidligere professionel cykelrytter, der stadig brænder for sporten, var meget begejstret for det store udvalg af cykler til en pris, der gør cykling mere tilgængelig for alle. ”Det at bevæge sig er også en måde at være bæredygtig på” forklarede han. Frank påpegede, at butikken også er med til at kunne hjælpe de unge studerende, der fra tid til anden får stjålet deres cykler. De kan komme ind i butikken få sig en ny cykel, der er til at betale på en SU.
Vivabolig hjælper også med at holde hjulene i gang
Udover de mange projekter, som forsyner butikken med varer, bidrager Vivabolig også med varer som efterladte cykler, møbler osv. En af de frivillige fortalte om en god oplevelse, han havde med et ældre ægtepar, der bor i Vivabolig. De blev forelsket i et sofabord der var til salg i butikken, men var for tungt til, at ægteparret selv kunne bære det. Da den frivillige ekspedient havde dårlig ryg, spurgte han, om de ikke havde en nabo, der kunne hjælpe dem. Kort tid efter kom de tilbage sammen med et ungt par, der havde det ældre ægtepars gamle sofabord under armen, som butikken kunne få i bytte. Ægteparret betalte for bordet, og det unge par hjalp dem med at få det op i deres lejlighed.
DUIs mandebutik, hvor kvinder selvfølgelig også er meget velkomne, har kun åben mandag til onsdag mellem kl. 13.30 til 17.00, da de stadig mangler nok frivillige mænd til at holde åben hele ugen.