To af vores byggeprojekter er godkendt i byrådet
KOA-Projektet
Sammen med Sundby-Hvorup Boligselskab og Kimbo vandt vi i 2017 retten til at opføre attraktive familieboliger med erhvervs- og butiksareal beliggende på hjørnegrunden Sohngårdsholmsvej/Universitetsboulevarden i Aalborg – også kaldet KOA.
Byrådet har nu godkendt vores projekt, hvor Vivabolig vil opføre 32 ungdomsboliger og 38 STAY-boliger, hvor studerende kan blive boende efter endt uddannelse.
KOA-projektet tænkes at blive opført som en karré i varierende højder, som kulminerer i et tårn på hjørnet af Kollegievej og Sohngårdsholmsvej. Det er planen at etablere et hyggeligt gårdrum til ophold og derudover at danne et let hævet bytorv ud mod krydset på Sohngårdsholmsvej/Universitetsboulevarden. Boligerne kommer til at ligge ideelt for studerende – tæt på uddannelsesinstitutioner, indkøb og offentlig transport.
Markusgården
Udover KOA-projektet godkendte byrådet også vores byggeri på Bonnesensgade 16 i Øgadekvarteret. Det er planen, at vi skal opføre 73 ældreboliger som bliver særligt demensegnede, så vi bidrager til et fremtidssikret Aalborg i forhold til et stigende antal af ældre, som har brug for ekstra pleje og omsorg. Det bliver et byggeri med tagterrasser, store fællesarealer og udendørsområder, hvor de ældre kan føle sig trygge.
Med vores to projekter godkendt i byrådet kan vi nu arbejde videre med den proces, der i sidste ende skal resultere i to spændende byggerier til både den yngre og ældre generation.
Tilbage til oversigten