Mandag den 25. februar 2019 var alle lejere i Bo i Nord inviteret til valgmøde i Europahallen, hvor man havde mulighed for at stille spørgsmål til et panel, der bestod af en repræsentant fra alle partier:
- Rasmus Prehn, Socialdemokratiet
- Marianne Jelved, Radikale Venstre
- Allan Norre Pedersen, Socialistisk Folkeparti
- Christina Egelund, Liberal Alliance
- Lise Bech, Dansk Folkeparti
- Sinem Kiraz Demir, Enhedslisten
- Camilla Bundgaard, Alternativet
- Morten Thiessen, Konservativ
- Maja Torp, Venstre
Først bød formanden for Bo i Nord Jane Christensen alle velkommen og takkede både beboere og panelet for at ville deltage og fortsatte: ”Bo i Nord er et samarbejde, som vi kan bruge til mange ting – vi kan bl.a. være på forkant med det kommende valg, som statsministeren endnu ikke har udskrevet. Da mange danskere bor alment, er det nødvendigt, at vi med en god debat i dag kan få politikerne til at forstå, at den almene sektor er vigtig.”
Herefter fik Søren Wormslev ordet og forklarede, hvordan debatten skulle forløbe. Først ville alle repræsentanter få 2 minutter til at fortælle om sig selv, og hvad deres parti ser som det vigtigste at fokusere på. Herefter gik mikrofonen rundt, hvor salen kunne stille spørgsmål til panelet.
Mange relevante emner blev diskuteret
Under repræsentanternes 2 minutters præsentation blev det klart, at klimaet er mere eller mindre på alle partiers dagsorden. Derudover blev der fra de røde partiers side nævnt fokusområder som fællesskab, fattigdom blandt børn og kernevelfærd. Hos de mere blå partier blev der nævnt fokusområder som mindre skat, mere tryghed og den mentale sundhed blandt unge og folk på arbejdsmarkedet.
Da mikrofonen gik rundt i salen, kom der mange forskellige spørgsmål fra lejerne i Bo i Nord: Udlændinge, Arbejdsløshed blandt akademikere, ghettoplan, kvoter til almene boliger, landsbyggefonden, de ældre, atomkraft og biomasse og mange andre.
Da tiden var gået, var der stadig folk i salen, som havde hånden oppe for at stille politikerne et spørgsmål. De kunne i stedet få en kort snak med panelet efter valgmødet.
Det store engagement blandt de godt 150 lejere, som deltog, vidner om, at vælgermøder langt fra hører fortiden til og at vælgerne ønsker mere kontakt til politikerne ansigt til ansigt, end kun at læse om dem på de sociale medier.