Den 26. november 2019 deltog Vivabolig i visionsdebatten ’Fra STOR BY til STORBY’, hvor fire oplægsholdere var inviteret til at komme med deres bud på fremtiden, og hvordan Aalborg bør udvikle sig.
De fire oplægsholdere var:
Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, Århus Universitet
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg
Kreativ direktør Lasse Andersson, Utzon Center Aalborg
Livsstilsekspert Flemming Møldrup, kendt fra TV.
I løbet af de fire oplæg kom der mange spændende visioner for Aalborg, hvor Aalborg er i dag, og hvad vi bør fokusere på, så Aalborg udvikler sig i en positiv retning.
Her er nogle af de pointer, der kom frem under de forskellige oplæg:
- - Siden 2010 er vi gået fra 120.000 indbyggere til 140.000 indbyggere i 2019, inklusive Nørresundby.
- - Flere indbyggere kommer til Aalborg – og der skal være plads til dem alle.
- - Aalborg bør udvikle de trafikale forhold for både bilister og offentlig transport.
- - Der skal være en større variation i boligernes størrelser, indretning osv.
- - Set med internationale briller er Aalborg ikke en storby, men hyldes for netop at være en lille by og viser det gode eksempel.
- - Byggerier og boligarkitektur skal bygges i høj kvalitet med genbrug for øje.
- - Der er ingen byer uden mennesker – derfor skal menneskers hverdag tænkes ind.
- - Indtænk vild natur, sammenhængskraft og forskellige behov.
Derefter var der åben debat mellem de fire oplægsholdere og de mange gæster, der deltog i arrangementet. I alt deltog godt 360 gæster fra foreninger, organisationer og virksomheder fra Aalborg og omegn, der alle var interesserede i at høre om fremtidens Aalborg.
Da Vivabolig både bygger og administrerer almene boliger i Aalborg og omegn, er det vigtigt, at vi forholder os til fremtidens tendenser, når vi skal renovere eller bygge nyt. På denne måde følger vi med udviklingen og stadig kan være relevante for både nuværende og fremtidens beboere i Vivabolig.
Det var Erhverv Norddanmark, Byggesocietetet og ProDomus der stod bag arrangementet ’Fra STOR BY til STORBY’. Derudover blev arrangementet støttet af en kreds af andre foreninger og organisationer i Aalborg – heriblandt Vivabolig.