1942-1945
Afdeling 1
Afdeling 1 havde en helt central placering, da Ø-gadekvarteret under besættelsen gik i gang med sin anden store udvikling efter etableringen af Østbyen i 20’erne og 30’erne. Byrådet vedtog Bornholmsgade 08-12-1941, Sejrøgade, Bogøgade og Saltholmsgade 09-12-1942 og Morsøgade 11-08-1943. Så var vejnavnene på plads – med en bemærkning om, at man undgik Tåsingegade, for der skulle jo ikke bo ”tosser” i det nye kvarter.
Selskabet for Socialt Boligbyggeri (Boligselskabet Østparken i 1950 og Vivabolig i 2009/2013) blev stiftet 06-10-1942 på Borgmesterens kontor, og derefter blev der meget hurtigt taget beslutning om at starte med Afdeling 1. Aalborg Stiftstidende kunne 21-07-1944 berette, at Selskabet for Socialt Boligbyggeri fortsat arbejdede på bygninger i de 5 gader i forlængelse af Færøgade. Det blev også noteret, at det der foregik på den gamle eksercerplads var ”en udmærket anskuelse af Aalborgs store vækst under krigen”.
21-04-1945 var meldingen, at blokkene i Sejrøgade 2-18, Bogøgade 2-20, Morsøgade 2-22, Bornholmsgade 62-84 og Saltholmsgade 2-14 nu var næsten færdige og klar til indflytning. Der er således rigtig god grund til, at Vivaboligs Afdeling 1 fejrer 80-års jubilæum i 2025.
Afdeling 1
Afdeling 1 havde en helt central placering, da Ø-gadekvarteret under besættelsen gik i gang med sin anden store udvikling efter etableringen af Østbyen i 20’erne og 30’erne. Byrådet vedtog Bornholmsgade 08-12-1941, Sejrøgade, Bogøgade og Saltholmsgade 09-12-1942 og Morsøgade 11-08-1943. Så var vejnavnene på plads – med en bemærkning om, at man undgik Tåsingegade, for der skulle jo ikke bo ”tosser” i det nye kvarter.
Selskabet for Socialt Boligbyggeri (Boligselskabet Østparken i 1950 og Vivabolig i 2009/2013) blev stiftet 06-10-1942 på Borgmesterens kontor, og derefter blev der meget hurtigt taget beslutning om at starte med Afdeling 1. Aalborg Stiftstidende kunne 21-07-1944 berette, at Selskabet for Socialt Boligbyggeri fortsat arbejdede på bygninger i de 5 gader i forlængelse af Færøgade. Det blev også noteret, at det der foregik på den gamle eksercerplads var ”en udmærket anskuelse af Aalborgs store vækst under krigen”.
21-04-1945 var meldingen, at blokkene i Sejrøgade 2-18, Bogøgade 2-20, Morsøgade 2-22, Bornholmsgade 62-84 og Saltholmsgade 2-14 nu var næsten færdige og klar til indflytning. Der er således rigtig god grund til, at Vivaboligs Afdeling 1 fejrer 80-års jubilæum i 2025.
1950'erne
Et lyst og sundt kvarter
Først i 1950’erne blev der virkelig reklameret for det nye kvarter – kaldet Østparken af boligforeningen Østparken. I trykte reklame og pjecer blev det slået fast, at her var tale om Aalborgs mest moderne kvarter med veludførte lejligheder indrettet med køkken, opholdsstue, kammer og soveværelse og gode udeområder og institutioner for børn og voksne – og så var der heller ikke langt til Aalborgs centrum.Det blev fremhævet, at lejligheder var opvarmerede, når man stod op om morgenen, at der var varmt og koldt vand i badeværelse og køkken, og at der var indbyggede skabe overalt.
Det helt afgørende var dog, at ”Fruen vil få det meget lettere” i disse nye lejligheder. Køkkenet var indrettet under hensyntagen til, at det er husmoderens vigtigste arbejdsplads – f.eks. med lys direkte over køkkenbord og gasbord. Så var der også den dejlige nedstyrtningsskakt til køkkenaffaldet, så fruen blev fri for de mange trælsomme ture op og ned ad trapperne.
Og oven i alt det, var der i kælderen elektrisk vaskemaskine, elektrisk tørrecentrifuge og strygestue med elektrisk rulle. Og så var der selvfølgelig også et stort pulterrum på loftet til hver lejlighed samt et mindre og køligt opbevaringsrum i kælderen.
1950'erne
Lejerforeningen Østparken
Lejerforeningen For Socialt Boligbyggeri blev stiftet i 1946. I 1950 skiftede den ligesom boligforeningen navn til Østparken, og der var rigeligt at se til i begyndelsen af 1950’erne med de mange nye blokke.I bestyrelsen snakkede man meget om de praktiske ting: varmt vand, cykelstativer, bestemte tidspunkter for trappevask, radiatorer og det helt moderne som gode antenneforstærkere til radioen. Der var også meget snak om bageovne og fliser – hvor man særligt ønskede sig de gode asbestfliser. Det var den gang!
Og så var der jo børn og unge mennesker. Det blev vendt utallige gange, hvorfor børn og de unge mennesker ikke måtte lege på græsset. Man ville gerne have dem væk fra kælderrummene, hvor der blev røget og ”svinet til”, som man skrev dengang.
Noget af det værste var de unge mennesker, der ikke gik i seng til tiden, men larmede så meget mellem 22.00 og 02.00 om natten, at man henvendte sig til politiet for at høre, om de ikke kunne komme forbi en gang i mellem.
Der var heldigvis også mange gode og positive initiativer – planer om en skrammellegeplads til de små, filmforevisninger for de lidt større, etablering af hobbyrum mv. og planer om ungdomsarbejde, som der senere kom meget mere af.
1950'erne
Munken
Henning Munk Jensen - den kendte fodboldspiller for AaB m.fl. klubber og hele 62 landskampe for Danmark – boede i Afd. 1, Bornholmsgade 72. Det var her, han sammen med kammeraterne under lidt vanskelige vilkår spillede fodbold i 1950’erne.
Det var ikke nemt, når græsset ikke måtte betrædes, og græsmand Runge kom forbi og meget bestemt fortalte, at det var forbudt. Så måtte man spille lidt på fortovet og bruge opgangens dør som mål, og det kunne jo gå galt med en rude eller to.
Det var heller ikke nemt at finde den rigtige klub. Hennings klasselærer på Sønderbroskolen, Ruben Due, så talentet hos den unge Henning og opfordrede ham i 1957 til at melde sig ind i AaB. Det fik han lov til af mor og cyklede glad til klubben med pengene til det første kontingent i hånden for at melde sig ind.
Der gik det så bare helt galt, da Henning tog fejl af vejen og kom til at melde sig ind i den sort-hvide klub Chang i stedet for den rød-hvide AaB. Problemet blev dog hurtigt løst, og han fik gang i sin store karriere.
1958
Indbydelse til køleskabsmøde
12. marts 1958 indkaldte Lejerforeningen Østparken til køleskabsmøde på Sønderbroskolen. Det var 3. år i træk, at der blev indkaldt til et sådant møde, og var man forhindret, men interesseret, kunne man aftale et besøg af ”Atlasmanden” – og stadig deltage i en konkurrence om at vinde hele 90 kr. til udbetalingen ved køb af det dengang berømte Atlas køleskab type A 75 til en særlig billig pris på 719 kr. mod normalt 845 kr.
Baggrunden for dette arrangement var selvfølgelig det fantastiske køleskab, der nu var udbredt i USA og på vej til at blive det samme i Europa, herunder også i Danmark, hvor den store producent i 1945 blev fabrikken Atlas.
Alle os, der er gamle nok til at huske isskabet i kælderen og besøget af ismanden, der skar passende stykker is af, så man kunne sikre en rimelig opbevaring af madvarer, kan godt forstå, at det virkeligt var stort med sådan et køleskab, man kunne have i køkkenet og blot sætte strøm til.
Det kunne lejerforeningerne også, så der blev indgået rigtig mange købs- og finansieringsaftaler mellem Atlas og lejerforeninger landet rundt - og altså også for Afd. 1’s medlemmer her i 1950’erne. Det var bestemt med til at bane vejen for at køleskabe i løbet af 1960’erne blev meget mere udbredte.
1960-1980
Ø-gadekvarteret
Ved indgangen til 1960’erne var der fuld balance i Ø-gadekvarteret. Mange arbejdspladser tæt på: Aalborg Værft, Dansk Eternitfabrik, Cementfabrikken i Rørdal osv. Hele 3 skoler: Østermarken fra 1929, Sønderbroskolen fra 1949 og Alléskolen fra 1955. Den smukke Markus kirke var blevet indviet allerede i 1933 – og i det skønne Østre Anlæg blev der skabt masser af muligheder for børn og voksne. Det var et meget populært kvarter.
Men mellem 1960-1980 blev kvarteret mindre populært for familier – ligesom Vestbyen og andre ældre kvarter i Aalborg. Et sikkert tegn var, at børnetallet faldt rigtig meget. I 1958 var der 28,4 % børn under 15 år. I 1980 var det nede på 7.8 %. Aalborgenserne flyttede nu mod øst og syd, hvor der blev bygget nye og større lejligheder og populære og relativt billige parcelhuse.
Det betød selvfølgelig, at meget var på vej til at lukke ned i Ø-gadekvarteret; men der kom også nye institutioner og muligheder til kvarteret som idrætshallen i 1962, skøjtehallen i 1967, svømmehallen i 1967 og ikke mindst den nye sognegård Markusgården i 1968. Så på den måde var der stadig gang i Ø-gaden, kan man sige.
1962
Iskiosk
Aalborg Stiftstidende kunne 7/4 1962 berette om en meget voldsom reaktion på placeringen af en iskiosk ved Østre Alle lige over for Allèskolen. Skoledirektør Anker Johansen kunne fortælle, at lærere var meget bekymrede over, at der var fristende ”slikkeri” så tæt på skolen, og at børnene ville løbe over den til tider stærkt trafikerede Østre Alle efter is og slik.
Chefen for skoletandplejen i Aalborg, overtandlæge N.U. Brams, protesterede også voldsomt imod, at kommunen på samme tid ofrede store beløb på at holde børnenes tænder i god stand og så samtidig nærmest puttede slik i deres lommer.
Kontorchef F. Reng fra Østparken var bestemt heller ikke tilfreds. Flere forældre havde henvendt sig, fordi de troede, at det var boligforeningen, der havde givet lov til placeringen, og Østparken havde protesteret mod beliggenheden, men det havde ikke været muligt over for en ”diktatorisk” kommune.
Henry G. Jensen, fmd. for Gade- og Vejudvalget i Aalborg Kommune, meldte tilbage, at der ikke var grund til panik. Der var slikbutikker tæt på mange skoler. Man havde overvejet en anden placering, men æstetiske overvejelser gjorde, at man endte over for Allèskolen – og så var der også taget hensyn til den invalidepensionist, der var nødt til at flytte sin iskiosk på grund af den nye idrætshal.
Det var ikke nemt i1960’erne…
1967
Skøjtehallen
Indvielsen af den ny skøjtehal ved Østre Alle lørdag den 28. januar 1967 blev en meget stor begivenhed i Aalborg. Det var et SIFA-projekt med viceborgmester Marius Andersen i spidsen. Ambitionerne var sat temmelig højt, og budgettet var oppe på hele 2,4 mill., der var skabt via indsamling, lån og tilskud fra Aalborg, Hasseris, Nørresundby og Sundby-Hvorup kommuner.
På selve indvielsesdagen blev der heller ikke lagt fingre imellem. I Aalborg Stiftstidende blev det som udgangspunkt noteret, at hallen i Aalborg var den største og smukkeste skøjtehal i Danmark. Så var det ligesom sat på plads. Meget passende blev den også omtalt som Skøjtepaladset.
Der var bestemt heller ikke sparet på begivenhederne ved indvielsen. Aalborg Byorkester lagde ud med musik, borgmestre holdt taler m.v. Ambitionerne var temmelig høje, hvad angik ishockey og kunstskøjteløb, som var de 2 sportsgrene, der nu fik virkelig gode forhold.
Det var imidlertid også intentionen, at skolebørn og helt almindelige aalborgensere skulle kunne komme forbi og stå på skøjter året rundt. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det var et Aalborg område projekt. Men det lå jo meget tæt på Ø-gadekvarteret og gav beboerne der – inkl. dem i Afd. 1 – muligheder for en gang imellem at finde skøjterne frem.
1968
Markusgården
På hjørnet af Bonnesensgade og Fynsgade lå der op til 2. Verdenskrig nogle kasernebygninger, der blev det benyttet af Aalborg Kaserne som uniformsdepot. Under besættelsen indtog tyskerne bygningerne. Efter krigen overtog Aalborgs Dragoner i kort tid bygningerne, hvorefter de kom til at fungere som værksted for maskinfabrikken Thrige-Titan. Til sidst rykkede så Teknisk Skole ind.
Man kan således roligt sige, at det var nogle meget forskelligt anvendte bygninger, der i 1968 blev indrettet som ungdomsgård for arbejdet i Sct. Markus Sogn og Ø-gadekvarteret. Der havde i mange år været talt om at indrette nogle bygninger, som kunne tiltrække unge mennesker, blive brugt af spejdere m.v.
I 1968 havde man så endelig samlet penge nok ind til en renovering af de tidligere kasernebygninger, så Markusgården blev indrettet med auditorium, møderum, spejderrum, toiletter mv. Fokus var på de unges virksomhed, men ældre var også velkomne.
Markusgården kom til at fungere som ungdomsgård helt frem til 2018, hvor de gamle kasernebygninger blev revet ned, og Vivabolig efterfølgende byggede plejehjemmet Markusgården, der i dag indgår i Afd. 31.
1971
Legepladsen ved Saltholmsgade
I 1971 var der meget ballade om legepladsen ved Saltholmsgade. I marts blev der samlet mere end 30 underskrifter ind blandt beboerne om at dele legepladsen, så der blev plads til, at de lidt større børn – altså dem over 8-9 år – som der nu var flest af i kvarteret kunne spille fodbold der. Alternativet var, at de spillede i gaderne til stor gene for de øvrige beboere og med skader og politi involvering.
Tonen var rimelig hård i debatten. Der blev f.eks. talt om, at de ”sterile småbørnslegepladser” på ingen måde var fuldt med tiden. Der blev holdt flere møder med lejerforeningen, Østparkens bestyrelse og overgartneren i Aalborg Kommune, hvor man ikke kunne blive helt enige om, hvad der skulle gøres.
Bestyrelsen mente blandt andet, at der hurtigt kunne komme flere små børn igen, selvom der jo var tydelige konsekvenser af ”p-pille-tiden”. Der blev sat flere forhandlinger i gang i løbet af 1971, hvor man i alle tilfælde sidst i september var blevet enige om, at der skulle tages hensyn til begge grupper af børn, men der forelå endnu ikke en konkret plan for, hvordan det skulle udføres i praksis.
1978
Omsorgscenter
12. marts 1958 indkaldte Lejerforeningen Østparken til køleskabsmøde på Sønderbroskolen. Det var 3. år i træk, at der blev indkaldt til et sådant møde, og var man forhindret, men interesseret, kunne man aftale et besøg af ”Atlasmanden” – og stadig deltage i en konkurrence om at vinde hele 90 kr. til udbetalingen ved køb af det dengang berømte Atlas køleskab type A 75 til en særlig billig pris på 719 kr. mod normalt 845 kr.
Baggrunden for dette arrangement var selvfølgelig det fantastiske køleskab, der nu var udbredt i USA og på vej til at blive det samme i Europa, herunder også i Danmark, hvor den store producent i 1945 blev fabrikken Atlas.
Alle os, der er gamle nok til at huske isskabet i kælderen og besøget af ismanden, der skar passende stykker is af, så man kunne sikre en rimelig opbevaring af madvarer, kan godt forstå, at det virkeligt var stort med sådan et køleskab, man kunne have i køkkenet og blot sætte strøm til.
Det kunne lejerforeningerne også, så der blev indgået rigtig mange købs- og finansieringsaftaler mellem Atlas og lejerforeninger landet rundt - og altså også for Afd. 1’s medlemmer her i 1950’erne. Det var bestemt med til at bane vejen for at køleskabe i løbet af 1960’erne blev meget mere udbredte.
1960-1980
Ø-gadekvarteret
Ved indgangen til 1960’erne var der fuld balance i Ø-gadekvarteret. Mange arbejdspladser tæt på: Aalborg Værft, Dansk Eternitfabrik, Cementfabrikken i Rørdal osv. Hele 3 skoler: Østermarken fra 1929, Sønderbroskolen fra 1949 og Alléskolen fra 1955. Den smukke Markus kirke var blevet indviet allerede i 1933 – og i det skønne Østre Anlæg blev der skabt masser af muligheder for børn og voksne. Det var et meget populært kvarter.
Men mellem 1960-1980 blev kvarteret mindre populært for familier – ligesom Vestbyen og andre ældre kvarter i Aalborg. Et sikkert tegn var, at børnetallet faldt rigtig meget. I 1958 var der 28,4 % børn under 15 år. I 1980 var det nede på 7.8 %. Aalborgenserne flyttede nu mod øst og syd, hvor der blev bygget nye og større lejligheder og populære og relativt billige parcelhuse.
Det betød selvfølgelig, at meget var på vej til at lukke ned i Ø-gadekvarteret; men der kom også nye institutioner og muligheder til kvarteret som idrætshallen i 1962, skøjtehallen i 1967, svømmehallen i 1967 og ikke mindst den nye sognegård Markusgården i 1968. Så på den måde var der stadig gang i Ø-gaden, kan man sige.
1962
Iskiosk
Aalborg Stiftstidende kunne 7/4 1962 berette om en meget voldsom reaktion på placeringen af en iskiosk ved Østre Alle lige over for Allèskolen. Skoledirektør Anker Johansen kunne fortælle, at lærere var meget bekymrede over, at der var fristende ”slikkeri” så tæt på skolen, og at børnene ville løbe over den til tider stærkt trafikerede Østre Alle efter is og slik.
Chefen for skoletandplejen i Aalborg, overtandlæge N.U. Brams, protesterede også voldsomt imod, at kommunen på samme tid ofrede store beløb på at holde børnenes tænder i god stand og så samtidig nærmest puttede slik i deres lommer.
Kontorchef F. Reng fra Østparken var bestemt heller ikke tilfreds. Flere forældre havde henvendt sig, fordi de troede, at det var boligforeningen, der havde givet lov til placeringen, og Østparken havde protesteret mod beliggenheden, men det havde ikke været muligt over for en ”diktatorisk” kommune.
Henry G. Jensen, fmd. for Gade- og Vejudvalget i Aalborg Kommune, meldte tilbage, at der ikke var grund til panik. Der var slikbutikker tæt på mange skoler. Man havde overvejet en anden placering, men æstetiske overvejelser gjorde, at man endte over for Allèskolen – og så var der også taget hensyn til den invalidepensionist, der var nødt til at flytte sin iskiosk på grund af den nye idrætshal.
Det var ikke nemt i1960’erne…
1967
Skøjtehallen
Indvielsen af den ny skøjtehal ved Østre Alle lørdag den 28. januar 1967 blev en meget stor begivenhed i Aalborg. Det var et SIFA-projekt med viceborgmester Marius Andersen i spidsen. Ambitionerne var sat temmelig højt, og budgettet var oppe på hele 2,4 mill., der var skabt via indsamling, lån og tilskud fra Aalborg, Hasseris, Nørresundby og Sundby-Hvorup kommuner.
På selve indvielsesdagen blev der heller ikke lagt fingre imellem. I Aalborg Stiftstidende blev det som udgangspunkt noteret, at hallen i Aalborg var den største og smukkeste skøjtehal i Danmark. Så var det ligesom sat på plads. Meget passende blev den også omtalt som Skøjtepaladset.
Der var bestemt heller ikke sparet på begivenhederne ved indvielsen. Aalborg Byorkester lagde ud med musik, borgmestre holdt taler m.v. Ambitionerne var temmelig høje, hvad angik ishockey og kunstskøjteløb, som var de 2 sportsgrene, der nu fik virkelig gode forhold.
Det var imidlertid også intentionen, at skolebørn og helt almindelige aalborgensere skulle kunne komme forbi og stå på skøjter året rundt. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at det var et Aalborg område projekt. Men det lå jo meget tæt på Ø-gadekvarteret og gav beboerne der – inkl. dem i Afd. 1 – muligheder for en gang imellem at finde skøjterne frem.
1968
Markusgården
På hjørnet af Bonnesensgade og Fynsgade lå der op til 2. Verdenskrig nogle kasernebygninger, der blev det benyttet af Aalborg Kaserne som uniformsdepot. Under besættelsen indtog tyskerne bygningerne. Efter krigen overtog Aalborgs Dragoner i kort tid bygningerne, hvorefter de kom til at fungere som værksted for maskinfabrikken Thrige-Titan. Til sidst rykkede så Teknisk Skole ind.
Man kan således roligt sige, at det var nogle meget forskelligt anvendte bygninger, der i 1968 blev indrettet som ungdomsgård for arbejdet i Sct. Markus Sogn og Ø-gadekvarteret. Der havde i mange år været talt om at indrette nogle bygninger, som kunne tiltrække unge mennesker, blive brugt af spejdere m.v.
I 1968 havde man så endelig samlet penge nok ind til en renovering af de tidligere kasernebygninger, så Markusgården blev indrettet med auditorium, møderum, spejderrum, toiletter mv. Fokus var på de unges virksomhed, men ældre var også velkomne.
Markusgården kom til at fungere som ungdomsgård helt frem til 2018, hvor de gamle kasernebygninger blev revet ned, og Vivabolig efterfølgende byggede plejehjemmet Markusgården, der i dag indgår i Afd. 31.
1971
Legepladsen ved Saltholmsgade
I 1971 var der meget ballade om legepladsen ved Saltholmsgade. I marts blev der samlet mere end 30 underskrifter ind blandt beboerne om at dele legepladsen, så der blev plads til, at de lidt større børn – altså dem over 8-9 år – som der nu var flest af i kvarteret kunne spille fodbold der. Alternativet var, at de spillede i gaderne til stor gene for de øvrige beboere og med skader og politi involvering.
Tonen var rimelig hård i debatten. Der blev f.eks. talt om, at de ”sterile småbørnslegepladser” på ingen måde var fuldt med tiden. Der blev holdt flere møder med lejerforeningen, Østparkens bestyrelse og overgartneren i Aalborg Kommune, hvor man ikke kunne blive helt enige om, hvad der skulle gøres.
Bestyrelsen mente blandt andet, at der hurtigt kunne komme flere små børn igen, selvom der jo var tydelige konsekvenser af ”p-pille-tiden”. Der blev sat flere forhandlinger i gang i løbet af 1971, hvor man i alle tilfælde sidst i september var blevet enige om, at der skulle tages hensyn til begge grupper af børn, men der forelå endnu ikke en konkret plan for, hvordan det skulle udføres i praksis.
1978
Omsorgscenter
Torsdag 9. marts i 1978 kunne Aalborg Stiftstidende berette om en festlig åbning af et omsorgscenter i Sjællandsgade. Der var mødt rigtig mange ældre frem for at fejre dette, så der skulle findes mange stole frem den dag.
Omsorgscentret blev ledet af kommunen og skulle som andre lignende centre i byen byde på almindelige aktiviteter inden for omsorg, forskellige hobby-arbejder, kortspil, hyggeligt samvær osv. Og det blev der taget rigtig godt imod af de mange fremmødte pensionister.
Baggrunden for centret var den ændrede sammensætning af befolkningen i Ø- gadekvarteret. Man havde længe offentligt talt om, at det var ved at blive et ”sølvbryllupskvarter” og at der skulle gøres noget mere for de mange ældre.
Det kan man bestemt sige, at der blev her, og så var det rent symbolsk i lokalerne for boligforeningen Østparkens tidligere ungdomsgård. Der havde i mange år været snakket om, at der ikke kom unge nok til at forsætte med den, og nu blev konsekvensen så taget. Der var kommet nye tider i Ø-gadekvarteret.
1980-2013
Ø-gadekvarteret
Ø-gadekvarteret gennemgik en meget kompleks periode 1980-2013. Der blev talt en del om, at det var ved at blive det bykvarter i Aalborg, hvor der var færrest børn, flest arbejdsløse og flest af anden etnisk herkomst – og det fik konsekvenser som lukninger af Allèskolen i 1981 og Østermarkskolen i 1987.
Oven i dette begyndte arbejdspladserne også at forsvinde – store og små og symbolsk den allerstørste, da Aalborg Værft lukkede ned i 1988. Der kom dog også nye arbejdspladser til, som f.eks. Meatcut/Danish Prime, der fik øjne for, at der lå en god fremtid i at producere færdigretter.
Det gode ved den generelt negative udvikling var, at det også satte gang i en masse nye tanker og planer. Der blev etableret kvarterudvikling f.eks. med nationalt støttede kvarterløft projekter, positive integrations projekter, forbedringer af de trafikale forhold og opgradering af de tidligere så moderne lejligheder. Der blev også lagt nye planer for Færø Plads m.v.
Der var således også mange positive træk i denne periode. Indvielsen af Fynsgade Centret i 1987 symbolisere den nye udvikling. Det var også godt at ”slippe af” med Dansk Eternit i 2004, hvor man kunne glæde sig over en industriel nedlukning. Indvielsen af den nye Vangs Plads i 2006 signalerede på samme måde en ny tendens. Det kan man også sige om indvielsen af Nordkraft i 2009, der helt klart gjorde det mere attraktivt at bosætte sig i Ø-gadekvarteret. Så der var nye muligheder, da Østparken i 2009/2013 blev en del af Vivabolig.
1981-1988
Lukning af skoler og Aalborg Værft
Alléskolen blev lukket uden den helt store omtale i 1981. Til gengæld var der rigtig meget postyr omkring lukningen af Østermarkens skole – den første skole, der blev indviet i det nye kvarter i 1933. Den 10. marts 1987 besluttede Aalborg Kommune at nedlægge hele 6 skoler, herunder Østermarkens skole. Det skabte virkelig mange protester, demonstrationer, og utallige indlæg i den lokale presse.
Børnene blev holdt hjemme nogle dage, og der mødte virkelig mange op for at protestere, når sagen blev behandlet i byrådet. Der blev også taget initiativ til en privatskole, der kom til at ligge i Odinsgade 19, Vejgaard. Der blev imidlertid holdt fast i den oprindelige beslutning, og Østermarkens skole blev lukket i 1987. På det tidspunkt var der godt 200 elever, og mange af dem flyttede til den nærmeste, ”nyeste” og nu eneste skole i området, Sønderbroskole, der startede i 1948.
Det gik bestemt heller ikke stille for sig, da Aalborg Værft lukkede ned i 1988. Det havde længe været på vej, og det blev helt klart, at der var store problemer, da de fleste af aktiviteterne ved stålskibsproduktionen blev flyttet til Danyard A/S Frederikshavn i 1986. Herefter gik der kun 2 år, inden alle aktiviteter i Aalborg blev nedlagt og de sidste medarbejdere – der ikke tog den lange vej til Frederikshavn - blev fyret.
Det var et meget hård slag for industribyen Aalborgs identitet, og det satte sig også mentalt som en stor nedtur i Ø-gadekvarteret. Aalborg Værft havde været med helt fra starten i opbygningen af kvarteret og tiltrukket både beboere og investorer, og nu var det helt slut.
1987
FyensgadeCentret
Omsorgscentret blev ledet af kommunen og skulle som andre lignende centre i byen byde på almindelige aktiviteter inden for omsorg, forskellige hobby-arbejder, kortspil, hyggeligt samvær osv. Og det blev der taget rigtig godt imod af de mange fremmødte pensionister.
Baggrunden for centret var den ændrede sammensætning af befolkningen i Ø- gadekvarteret. Man havde længe offentligt talt om, at det var ved at blive et ”sølvbryllupskvarter” og at der skulle gøres noget mere for de mange ældre.
Det kan man bestemt sige, at der blev her, og så var det rent symbolsk i lokalerne for boligforeningen Østparkens tidligere ungdomsgård. Der havde i mange år været snakket om, at der ikke kom unge nok til at forsætte med den, og nu blev konsekvensen så taget. Der var kommet nye tider i Ø-gadekvarteret.
1980-2013
Ø-gadekvarteret
Ø-gadekvarteret gennemgik en meget kompleks periode 1980-2013. Der blev talt en del om, at det var ved at blive det bykvarter i Aalborg, hvor der var færrest børn, flest arbejdsløse og flest af anden etnisk herkomst – og det fik konsekvenser som lukninger af Allèskolen i 1981 og Østermarkskolen i 1987.
Oven i dette begyndte arbejdspladserne også at forsvinde – store og små og symbolsk den allerstørste, da Aalborg Værft lukkede ned i 1988. Der kom dog også nye arbejdspladser til, som f.eks. Meatcut/Danish Prime, der fik øjne for, at der lå en god fremtid i at producere færdigretter.
Det gode ved den generelt negative udvikling var, at det også satte gang i en masse nye tanker og planer. Der blev etableret kvarterudvikling f.eks. med nationalt støttede kvarterløft projekter, positive integrations projekter, forbedringer af de trafikale forhold og opgradering af de tidligere så moderne lejligheder. Der blev også lagt nye planer for Færø Plads m.v.
Der var således også mange positive træk i denne periode. Indvielsen af Fynsgade Centret i 1987 symbolisere den nye udvikling. Det var også godt at ”slippe af” med Dansk Eternit i 2004, hvor man kunne glæde sig over en industriel nedlukning. Indvielsen af den nye Vangs Plads i 2006 signalerede på samme måde en ny tendens. Det kan man også sige om indvielsen af Nordkraft i 2009, der helt klart gjorde det mere attraktivt at bosætte sig i Ø-gadekvarteret. Så der var nye muligheder, da Østparken i 2009/2013 blev en del af Vivabolig.
1981-1988
Lukning af skoler og Aalborg Værft
Alléskolen blev lukket uden den helt store omtale i 1981. Til gengæld var der rigtig meget postyr omkring lukningen af Østermarkens skole – den første skole, der blev indviet i det nye kvarter i 1933. Den 10. marts 1987 besluttede Aalborg Kommune at nedlægge hele 6 skoler, herunder Østermarkens skole. Det skabte virkelig mange protester, demonstrationer, og utallige indlæg i den lokale presse.
Børnene blev holdt hjemme nogle dage, og der mødte virkelig mange op for at protestere, når sagen blev behandlet i byrådet. Der blev også taget initiativ til en privatskole, der kom til at ligge i Odinsgade 19, Vejgaard. Der blev imidlertid holdt fast i den oprindelige beslutning, og Østermarkens skole blev lukket i 1987. På det tidspunkt var der godt 200 elever, og mange af dem flyttede til den nærmeste, ”nyeste” og nu eneste skole i området, Sønderbroskole, der startede i 1948.
Det gik bestemt heller ikke stille for sig, da Aalborg Værft lukkede ned i 1988. Det havde længe været på vej, og det blev helt klart, at der var store problemer, da de fleste af aktiviteterne ved stålskibsproduktionen blev flyttet til Danyard A/S Frederikshavn i 1986. Herefter gik der kun 2 år, inden alle aktiviteter i Aalborg blev nedlagt og de sidste medarbejdere – der ikke tog den lange vej til Frederikshavn - blev fyret.
Det var et meget hård slag for industribyen Aalborgs identitet, og det satte sig også mentalt som en stor nedtur i Ø-gadekvarteret. Aalborg Værft havde været med helt fra starten i opbygningen af kvarteret og tiltrukket både beboere og investorer, og nu var det helt slut.
1987FyensgadeCentret
FyensgadeCentret blev indviet 5. maj 1987. Det blev en meget stor begivenhed. 6.000 -7.000 mennesker mødte op. Det var noget mere end forventet, så der blev drukket 6.000 kopper kaffe og et ukendt antal kopper the – og der blev spist 100 lagkager, 70 kringler, 35 tærter og 3.200 halve boller med smør. Så var man ligesom i gang!
Det var et meget ambitiøst projekt. Udgangspunktet var at skabe noget nyt for Ø-gadekvarterets ca. 4.000 pensionister, men der var helt klart også tanker om at skabe en model med et aktivitetscenter og tilknyttede ældrevenlige boliger, der kunne anvendes andre steder. Det var også et dyrt projekt til 45. mill. kroner, så man kan absolut sige at Ø-gadekvarteret i denne sammenhæng var med til at bane vejen for en ny ældrepolitik i Aalborg Kommune.
I selve centret var der mange forskellige aktivitetsrum. Der var et rådgivningskontor, lokaler til Pensionisternes Samråd, mødelokale for hjemmehjælpere, hvilerum med bad, værksteder, biblioteksrum, musikrum, billardrum og meget mere.
Der var også en cafe, Pyramiden, der bød på god, traditionel dansk mad, der kunne spises eller tages med hjem. Den almindelige åbningstid var alle dage 9-17, men der var også mulighed for at leje sig ind til fester mv. om aftenen. Et nyt og banebrydende center var kommet til Ø-gadekvarteret.
1990
Færø Plads og SuperBrugsen
I slutningen af 1980’erne blev den underjordiske parkeringsplads og den lukkede benzintank på Færø Plads afløst af et mere åbent område – og ikke mindst blev der givet lov til, at FDB i 1990 kunne etablere en af de helt nye discountbutikker SuperBrugsen midt på pladsen.
Det blev der ikke taget godt imod alle steder. På generalforsamlingen i Aalborg Købmandsforening i december 1989 blev det markant noteret, at Ø-gadekvarteret var fuldt dækket ind med de eksisterende butikker, og at det var en fuldstændig fejlvurdering af Aalborg Kommune at give en sådan tilladelse. Det var en udmelding, som Afd. 1 Østparken var helt enig i. Der var man imod, at endnu en dagligvarebutik skulle skabe mere støj i området.
De nye tider var dog på vej. Det var en helt bevidst satsning fra FDB at åbne denne nye type af butikker, hvor man satsede på let tilgang til et mere begrænset udbud af billige varer, hvor der også var åbent om lørdagen til kl. 14.00! SuperBrugsen på Færø Plads var en af de første, der blev indviet i Danmark.
Det blev bestemt også fejret på selve åbningsdagen 17. oktober 1990. ”Fra benzin til brugs” lød overskriften dagen efter i Aalborg Stiftstidende. Der var mødt hele 500-600 personer op til indvielsen af den nybyggede butik, og mens de ventede i kø for at komme ind og handle, blev de underholdt af Brovst Garden.
2000
Kvarterløft
Ved indgangen til det nye årtusinde blev der talt rigtig meget om kvarterløft – både i forhold til den indre struktur, beboersammensætning, boligindretning mv. Det kom bestemt også Ø-gadekvarteret til gode. I 2000 blev der bevilget 1,1 mill. statskroner kroner til kvarterløftprojekt i kvarteret.
Udmeldingen lød, at veje og gader i Ø-gadekvarteret var i en elendig forfatning, at lejlighederne var små og utidssvarende efter nutidens standard, og at Østre Anlæg trængte til en opgradering. Man ønskede også at ændre på beboer-sammensætningen med for mange ældre og unge og tackle udfordringerne med de relativt mange flygtninge og indvandrere.
Ambitionerne var at give Ø-gadekvarteret et ”ordentligt pift”, der også kunne forbedre det lokale forretningsliv. Der blev endog talt om, at man fremover skulle indtænke området helt ned til havnekajen, altså underforstået de nye planer omkring Nordkraft og Østre Havn.
Der blev sat gang i en række af de planlagte renoveringer, men der kom også udfordringer. I 2002 blev der meldt ændrede principper ud for tildeling af statslige bevillinger, og det betød, at der måtte skæres ned på ambitioner og tempo – men der blev løbende arbejdet med at opgradere kvarteret fra 2000 og fremefter.
2003-2004
Sønderbroskolen
Ø-gadekvarterets første skole, Sønderbroskolen, var i 2003 den sidste tilbageværende skole i kvarteret, og der var store udfordringer. To ud af tre børn fra skoledistriktet søgte en anden skole end Sønderbrosskolen, der havde fået et dårligt ry, som man selvfølgelig på ingen måde var enig i.
Den store udfordring var de mange nationaliteter og tosprogede elever. 40 % af skolens elever kom fra andre lande, og der var i alt 21 forskellige nationaliteter på skolen. Det betød, at en del forældre ville have deres børn til at gå på en anden skole. På den baggrund kom skolens bestyrelse med et meget utraditionelt forslag om at få et reklamebureau til at stå for en kampagne, der fortalte om de fordele, der var ved at gå på Sønderbroskolen.
Det tog et par år at spare op til kampagnen, men i 2003 var man klar til at gå i gang. Sønderbroskolens nye slogan blev: Børn i verdensklasse, og det blev der reklameret for med plakater, på konvolutter og brevpapir – og på skolen hjemmeside. Igangsætningen blev markeret med en stor fest med en kæmpe kagemand og uddeling af T-shirts med tekster som ”Vi er ens indeni…på Sønderbroskolen spiller vi på samme hold.”
Allerede året efter i 2004 kunne Sønderbroskolen konstatere fremgang. Nu var der færre, der søgte en anden skole, og man kunne starte med hele 37 børn i børnehaveklasserne. Det internationale aspekt var ved at blive vendt til nogen positivt.
Det var et meget ambitiøst projekt. Udgangspunktet var at skabe noget nyt for Ø-gadekvarterets ca. 4.000 pensionister, men der var helt klart også tanker om at skabe en model med et aktivitetscenter og tilknyttede ældrevenlige boliger, der kunne anvendes andre steder. Det var også et dyrt projekt til 45. mill. kroner, så man kan absolut sige at Ø-gadekvarteret i denne sammenhæng var med til at bane vejen for en ny ældrepolitik i Aalborg Kommune.
I selve centret var der mange forskellige aktivitetsrum. Der var et rådgivningskontor, lokaler til Pensionisternes Samråd, mødelokale for hjemmehjælpere, hvilerum med bad, værksteder, biblioteksrum, musikrum, billardrum og meget mere.
Der var også en cafe, Pyramiden, der bød på god, traditionel dansk mad, der kunne spises eller tages med hjem. Den almindelige åbningstid var alle dage 9-17, men der var også mulighed for at leje sig ind til fester mv. om aftenen. Et nyt og banebrydende center var kommet til Ø-gadekvarteret.
1990
Færø Plads og SuperBrugsen
I slutningen af 1980’erne blev den underjordiske parkeringsplads og den lukkede benzintank på Færø Plads afløst af et mere åbent område – og ikke mindst blev der givet lov til, at FDB i 1990 kunne etablere en af de helt nye discountbutikker SuperBrugsen midt på pladsen.
Det blev der ikke taget godt imod alle steder. På generalforsamlingen i Aalborg Købmandsforening i december 1989 blev det markant noteret, at Ø-gadekvarteret var fuldt dækket ind med de eksisterende butikker, og at det var en fuldstændig fejlvurdering af Aalborg Kommune at give en sådan tilladelse. Det var en udmelding, som Afd. 1 Østparken var helt enig i. Der var man imod, at endnu en dagligvarebutik skulle skabe mere støj i området.
De nye tider var dog på vej. Det var en helt bevidst satsning fra FDB at åbne denne nye type af butikker, hvor man satsede på let tilgang til et mere begrænset udbud af billige varer, hvor der også var åbent om lørdagen til kl. 14.00! SuperBrugsen på Færø Plads var en af de første, der blev indviet i Danmark.
Det blev bestemt også fejret på selve åbningsdagen 17. oktober 1990. ”Fra benzin til brugs” lød overskriften dagen efter i Aalborg Stiftstidende. Der var mødt hele 500-600 personer op til indvielsen af den nybyggede butik, og mens de ventede i kø for at komme ind og handle, blev de underholdt af Brovst Garden.
2000
Kvarterløft
Ved indgangen til det nye årtusinde blev der talt rigtig meget om kvarterløft – både i forhold til den indre struktur, beboersammensætning, boligindretning mv. Det kom bestemt også Ø-gadekvarteret til gode. I 2000 blev der bevilget 1,1 mill. statskroner kroner til kvarterløftprojekt i kvarteret.
Udmeldingen lød, at veje og gader i Ø-gadekvarteret var i en elendig forfatning, at lejlighederne var små og utidssvarende efter nutidens standard, og at Østre Anlæg trængte til en opgradering. Man ønskede også at ændre på beboer-sammensætningen med for mange ældre og unge og tackle udfordringerne med de relativt mange flygtninge og indvandrere.
Ambitionerne var at give Ø-gadekvarteret et ”ordentligt pift”, der også kunne forbedre det lokale forretningsliv. Der blev endog talt om, at man fremover skulle indtænke området helt ned til havnekajen, altså underforstået de nye planer omkring Nordkraft og Østre Havn.
Der blev sat gang i en række af de planlagte renoveringer, men der kom også udfordringer. I 2002 blev der meldt ændrede principper ud for tildeling af statslige bevillinger, og det betød, at der måtte skæres ned på ambitioner og tempo – men der blev løbende arbejdet med at opgradere kvarteret fra 2000 og fremefter.
2003-2004
Sønderbroskolen
Ø-gadekvarterets første skole, Sønderbroskolen, var i 2003 den sidste tilbageværende skole i kvarteret, og der var store udfordringer. To ud af tre børn fra skoledistriktet søgte en anden skole end Sønderbrosskolen, der havde fået et dårligt ry, som man selvfølgelig på ingen måde var enig i.
Den store udfordring var de mange nationaliteter og tosprogede elever. 40 % af skolens elever kom fra andre lande, og der var i alt 21 forskellige nationaliteter på skolen. Det betød, at en del forældre ville have deres børn til at gå på en anden skole. På den baggrund kom skolens bestyrelse med et meget utraditionelt forslag om at få et reklamebureau til at stå for en kampagne, der fortalte om de fordele, der var ved at gå på Sønderbroskolen.
Det tog et par år at spare op til kampagnen, men i 2003 var man klar til at gå i gang. Sønderbroskolens nye slogan blev: Børn i verdensklasse, og det blev der reklameret for med plakater, på konvolutter og brevpapir – og på skolen hjemmeside. Igangsætningen blev markeret med en stor fest med en kæmpe kagemand og uddeling af T-shirts med tekster som ”Vi er ens indeni…på Sønderbroskolen spiller vi på samme hold.”
Allerede året efter i 2004 kunne Sønderbroskolen konstatere fremgang. Nu var der færre, der søgte en anden skole, og man kunne starte med hele 37 børn i børnehaveklasserne. Det internationale aspekt var ved at blive vendt til nogen positivt.
